Mytholmes Tunnel (‘The Wall’ (filmen))

I ‘The Wall’ (filmen) ser man Pink, sammen med nogle venner, løbe ned til en jernbane hvor Pink går ind i en tunnel og på selve skinnerne lægger en patron han har fundet blandt hans fars efterladte ejendele. Alt imens står vennerne og råber, at han skal komme væk, for toget er på vej.

Pink får placeret patronen, toget kører henover og udløser den – og det bliver bogstavelig talt startskuddet til det Pink Floyd-nummer som nok er kendt blandt flest: ‘Another Brick in the Wall’ (Part 1 + 2). Mens toget passerer, kigger Pink op på ansigtsløse mennesker som rækker armene ud mellem brædderne på vognene.

Screenshot fra filmen

Scenen kombinerer to af mine passioner: Jernbaner og Pink Floyd, så den location måtte findes!

Efter en del research lykkedes det mig at finde tunnelen hvor scenen er optaget: Mytholmes Tunnel som er en del af Keighley and Worth Valley Railway (‘The Wall’ er i øvrigt ikke den eneste film som bruger tunnelen / jernbanen som location).

Mit gæt er, efter at have studeret lys og andre kendemærker, at det er den nordlige tunnelåbning der er brugt i filmen. Blandt andet kan man se at toget kører over en bro og det passer med broen over River Worth, kurven inden selve tunnelen passer også bedre på nordsiden end på sydsiden.

Mytholmes Tunnel – screnshot fra filmen

Du finder Mytholmes Tunnel her. Det er cirka 25 km vest for Leeds og 300 km nord for London. Jeg kommer desværre nok ikke lige forbi foreløbig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *